Tid

Hvem er det, der venter på fucking no one?

Tiden!

Tiden venter ikke på nogen, hverken ung eller gammel. Uanset hvordan det går os i livet, går tiden kun en vej og det er fremad. Den venter ikke, den tøver ikke, den stopper ikke. Aldrig nogen sinde.

Når man er ung, er det svært at overskue tidens cyklus. En måned føles som et år. En vinter som et liv.

Når man er gammel føles et år som en måned eller blot en dag. Og et liv som et enkelt år.

Nogen mener i disse coronatider, at det er synd for de unge. For de mister et år måske mere af det der liv. Den bedste tid af deres liv, der skulle været gået med sanseløst druk, lastbilkørsel og præstationsangst.

Med os gamle gør det ikke så meget. Vi har jo levet. Vi kan bedre klare det. Tabet af det år, der efter sigende kun føles som en dag.

Men er det rigtigt? Når jeg sådan mærker efter, synes jeg ikke at jeg har mere tid at give af end de unge. Nok kan år føles som dage i min alder, men betyder det så at jeg bør give dem væk med større gavmildhed? Når de unge føres frem som dem der lider det største tab af tid, i denne tid, er jeg ikke helt enig. Jeg skulle ikke have brugt det seneste år på sanseløs druk eller dumdristige udskejelser, men jeg skulle have brugt året på at udvikle mig på andre områder. Jeg skulle have haft præstationsangst over nye begyndelser og jeg skulle have delt udflugter og lærerige begivenheder med min datter og hendes far. Jeg skulle på afstand have observeret andre menneskers tilgang til livet og løssluppent sociale adfærd.

Jeg er god til at vente. Og man skal som bekendt gøre det man er god til. Men jeg hader at vente. Hele mit liv opleves som en lang venten. Venten på at dét gik over. Vente på at noget stoppede. At noget begynder. Vente på at modet indtræffer. Hjælp. Vente på livet. Vente på døden, der uanset klar eller ej en dag kommer og tar’ mig.

Det her år har ikke føltes som en dag. Det her år har føltes som et uendeligt ophold i en ventesal.

Det er synd for de unge uanset om de er i gang med en livsændrende gymnasial uddannelse, spejder i horisonten efter en elevplads, er midt i et tiltrængt sabbatår eller indlagt på psykiatrisk.

Og det er synd for os gamle.

For tiden venter ikke på nogen af os.

Namaste

Du er velkommen til dele egner tanker om tid og corona. Husk blot ikke at dele mere end du ville til andre ventende i en halvtom ventesal.

Andre indlæg

Bekymringer – og vejen ud af dem

Af Jonas Bachmann - Body all Mind-kropsterapeut Jeg bekymrer mig. Det fylder irriterende meget. Når jeg en gang imellem hæver blikket er det...

Besvær

Mens jeg tåspidsvandrede igennem Vesterbro imellem spytklatter og hundelorte, der ikke er så forenelige med mine nyindkøbte kassebukser med slæb,...

Trivsel efter Traume

Ved du at du i opvæksten eller i et tidligere venskabs- eller parforhold e.l. har været udsat for traumebegivenheder, der har sat sig som små...

Et kærligt puf i ryggen

At vælge at starte i et terapeutisk forløb, kan være en svær beslutning. Det kræver stort mod og overvejelserne kan være lange og tvivlen sikkert...

What happend to you?

Bruce D. Perry har i samarbejde med Oprah Winfrey udgivet en samtalebog under titlen: What happend to you? Titlens spørgsmål fremstår som en vigtig...

En lille fortælling om selvkritik

Alfred og Skygge https://www.youtube.com/watch?v=VP7R_WIm6-M Selvkritikerens funktion Jeg har det meste af mit liv haft mere end almindelige...

Følelser

Vil du se en fin lille film om følelser, og hvad pokker du skal bruge dem til? - så klik her. Namaste

Metoo

Metoo er langt mere og andet end de seksuelle krænkelser, der i et bizart stafetløb med Covid-19, hvor Covid-19 (og mink) har taget føringen i div....

Den røde tråd

Kim Larsen og Michael Bundesen efterlod sig noget af et eftermæle. Mange beskriver, at Larsen og Bundesen har skrevet dansk musikhistorie, at de har...