Metoo

Metoo er langt mere og andet end de seksuelle krænkelser, der i et bizart stafetløb med Covid-19, hvor Covid-19 (og mink) har taget føringen i div. medier, der længe, i årevis, årtusinder, altid(!) har præget den asynkrone relation mellem mænd og kvinder. Ikke kun på arbejdsmarked, ikke kun i erhvervslivet, ikke kun i særlige brancher, men alle steder til alle tider.

Jeg vil hævde at metoo-situationer iscenesættes allerede før fødslen. Krænker/offer – prægningen starter allerede i fostertilstanden og forædles op igennem barnets opvækst uden, at der er bevidsthed om, at det er i den retning man præger sit barn eller den retning man selv er blevet præget i, i sin opvækst.

Nogle mennesker vil klart hævde, at de på ingen måde er blevet præget til at være offer. Heller ikke, at de er offer, når de udsættes for en hånd på låret. De har helt sikkert lært og fået fortalt op igennem deres opvækst, at de er stærke og seje og at den helt særlige styrke skal bruges til at se, at en hånd på låret er enten et kompliment, en joke eller et udtryk for krænkerens manglende evne til at regulere sine dyriske drifter. DVS. at man som offer for en krænker tager imod krænkelsen som en fin lille gave, griner dumt af episoden eller gør krænkeren til offeret.

For mange år siden havde jeg en ven.

Engang var jeg hjemme hos ham. Det var jeg tit, han var min bedste ven. Han var glad for mig og lagde ofte an på mig. Verbalt. For sjov. Mange gange sagde jeg til ham, at han skulle stoppe. Sådan lidt akavet og flovt. Jeg ville jo ikke gøre ham ked af det. Han var jo min ven. En aften stoppede han ikke. Han sagde noget, jeg afslog, han kom nærmere, jeg puffede til ham. Det blev alvor. Alvor er farligt. Det blev slowmotion i mit hoved og mens jeg mærkede hans hænder på min overkrop så jeg hans åbne mund, hans tunge og næse nærme sig mit ansigt. Langsomt åbnede jeg munden, jeg løftede hovedet en smule og bed sammen. Han skreg. Jeg holdt fast. Han skubbede mig væk. Jeg gik. Næste gang jeg så ham, var på vores fælles stamsted. Han var sur. Hans næsetip var blå/røde/sort/lilla og der var tydelige tandmærker, der hvor jeg havde bidt sammen. Da han fortalte, at han havde fået en stivkrampevaccination, grinede jeg. Han var sur. Jeg undskyldte. Han var sur. Han ville ikke være min ven mere. De andre i vores omgangskreds støttede ham og skammede mig ud.

Jeg har fortalt den historie mange gange siden og altid med et narrativ der går i retningen af, at jeg da også er en værre én, og at jeg selv var ude om at miste så god en ven. Mange har givet udtryk for sympati med manden. Jeg er jo ikke rigtig klog, når jeg sådan går og sætter tænderne i andre mennesker. Og jeg gav dem ret. Vi grinede og blev enige om, at jeg da også var helt skør og at det var mig, der var krænkeren og ham, der var offeret.

Og sådan kan man vende ting på hovedet bare for at overleve.

Jeg er den lidt rebelske type (omend introvert) og jeg er godt trænet efter en lang opvækst med krænkelser i at gøre krænkeren til offer. Når min krænker i min opvækst blev udmattet eller brød sammen, behandlede jeg hende som et offer. Jeg gjorde grin med mig selv og trøstede hende.  I mit voksne liv er jeg hurtig til at veje en stemning og har på forskellige arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner været den første til lummert at sige; ”det sagde hun også i går…” eller på anden måde at pege pilen væk fra mig selv og beklageligvis oftest over på en anden.

Den rigtige historie er, at min bedste ven krænkede mig og jeg var i min fulde ret til at sige fra.

Det er du også.

Har du kommentarer til overstående af faglig eller personlig karakter er du velkommen til at kommentere nedenfor. Husk, ikke at dele mere end du ville den første dag på dit nye studie.

Namaste

Andre indlæg

Bekymringer – og vejen ud af dem

Af Jonas Bachmann - Body all Mind-kropsterapeut Jeg bekymrer mig. Det fylder irriterende meget. Når jeg en gang imellem hæver blikket er det...

Besvær

Mens jeg tåspidsvandrede igennem Vesterbro imellem spytklatter og hundelorte, der ikke er så forenelige med mine nyindkøbte kassebukser med slæb,...

Trivsel efter Traume

Ved du at du i opvæksten eller i et tidligere venskabs- eller parforhold e.l. har været udsat for traumebegivenheder, der har sat sig som små...

Et kærligt puf i ryggen

At vælge at starte i et terapeutisk forløb, kan være en svær beslutning. Det kræver stort mod og overvejelserne kan være lange og tvivlen sikkert...

What happend to you?

Bruce D. Perry har i samarbejde med Oprah Winfrey udgivet en samtalebog under titlen: What happend to you? Titlens spørgsmål fremstår som en vigtig...

En lille fortælling om selvkritik

Alfred og Skygge https://www.youtube.com/watch?v=VP7R_WIm6-M Selvkritikerens funktion Jeg har det meste af mit liv haft mere end almindelige...

Tid

Hvem er det, der venter på fucking no one? Tiden! Tiden venter ikke på nogen, hverken ung eller gammel. Uanset hvordan det går os i livet, går tiden...

Følelser

Vil du se en fin lille film om følelser, og hvad pokker du skal bruge dem til? - så klik her. Namaste

Den røde tråd

Kim Larsen og Michael Bundesen efterlod sig noget af et eftermæle. Mange beskriver, at Larsen og Bundesen har skrevet dansk musikhistorie, at de har...