Den røde tråd

Kim Larsen og Michael Bundesen efterlod sig noget af et eftermæle. Mange beskriver, at Larsen og Bundesen har skrevet dansk musikhistorie, at de har været inspirationen for deres eget virke og nogle, ja faktisk mange, beskriver med bevægende kærlighed, hvordan Kim Larsen, Gasolin og Shu-bi-dua har været soundtracket til deres liv.

Min datter elsker Vuffeli-Vov.

Nedenstående handler dog hverken om Michael Bundesen eller Kim Larsen. Disse to har fortjent al den ære og respekt de har fået med sig videre af de danskere, der har elsket dem hele deres liv.

Nedenstående handler om traumespor for både Gasolin og Shu-bi-dua og ja selv dansk melodigrandprix har også været soundtracket til min barn- og ungdom.

Da jeg var ung hadede jeg dansk melodigrandprix, jeg syntes det var latterligt og jeg syntes, at de der holdt grandprix-aftner var ligeså. Ligesådan med landskampe og andre fællesskabsarrangementer. I dag nyder jeg melodigranprix. Jeg hygger mig med det sammen med min lille familie og det skyldes nok også at melodigranprix har gennemgået en kæmpe forvandling siden jeg var barn.

Da jeg var barn, optog min søster og jeg grandprixet fra fjernsynet på hver vores lille ghettoblaster. Som i alle andre familier måtte vi være længe oppe og vi så med da Kirsten skubbede Søren i vandet. Da Trine dansede i måneskin og da Thomas bankede på, uden at der var nogen hjemme. Efterfølgende spillede vi optagelserne i en uendelighed, mens vi arbejdede i stalden. Vi lærte sangene udenad så vi kunne dele dem med vores klassekammerater i skolen.

Det samme med Jutlandia og Den røde tråd. Soundtracket til vores barndom.

Da jeg første gang lod rigtig mærke til teksten til Den røde tråd og passagen ”… og dagens ret var tørre tæsk…”, kan jeg huske jeg undrede mig. Hvorfor synge han om tæsk? Er det noget han kender til? Er det noget andre ved noget om? Det var som om ham, der sang fik sat begreb på mit liv. Som om jeg dermed fik sat ord på, hvad der egentlig foregik. Tæsk. Aldrig havde jeg hørt ordene sagt højt. Og aldrig havde jeg hørt nogen italesætte tvivl om eksistensberettigelse eller individualitet. ”Man må for faen, da være noget”, sang han. Må man det? Det var svært at tro på, når jeg dagligt fik at vide, at jeg ingenting var. ”Hvorfor blev jeg født…” gav anledning til, at jeg selv begyndte at reflektere over min egen eksistens og om jeg overhoved havde lyst til den, når nu ingen andre havde.

Som børn fik vi alt det de andre børn fik og måske mere til. Vi kom i skole med nyt tøj. Vi fik gaver om morgenen på vores fødselsdage. Vi fik heste. Vi fik fastelavnsris som vi skulle rise de voksne med og vi fik kæmpe påskeæg fyldt med fyldte chokolader. Vi fik Walkmans og lov til at se fodbold og melodigranprix. Vi fik lov til at fortælle om det i skolen. Og vi smilede og vi smilede og vi smilede. Men vi fik ikke lov til at spise chokoladen, ride på hestene eller lege med gaverne. Det var skueretter. Men, vi fik tæsk og vi blev hånet og ydmyget og vi fik lov til at gå tavs i skole med tøj, der dækkede de blå mærker.

Da Kim Larsen døde blev han med rette hyldet af fans og ligesindede. Det samme gentog sig fornyelig, efter Bundesens bortgang. Man hørte deres musik i hyldestprogrammer i TV, på de sociale medier og selv i vores lille hjem. Særligt Shu-bi-dua, der har haft en særlig betydning i min mands opvækst og derfor er et kært og bevægende minde, bliver spillet til fryd og fornøjelse for vores barn, der elsker teksterne og danser fjollet med på rytmerne. Jeg er ambivalent, når det sker. Jeg ser og forstår glæden. For jeg kan godt adskille dengang fra nu og adskille min dysfunktionelle opvækst fra musikken, der tilfældigt spillede i baggrunden.  

Alligevel bliver jeg grebet af en form for angst, vil jeg tro, og får en trang til at kaste op, når jeg hører disse gamle kendinge. Jeg oplever en form for klaustrofobi, en kvælende fornemmelse, der giver mig handlingstendenser i retning; enten at stikke af, ligge mig i fosterstilling på badeværelsesgulvet eller med vrede og aggression at slukke for musikken. Et klassisk flygt, frys eller kæmp-dilemma. For der dukker minder op om ømme kroppe, løgn og had, om frygt og skam.

Men det går over og imens jeg mærker smerten, ser jeg også glæden. I dag er jeg bevidst om, hvad der sker i mig og jeg synes ikke længer at melodigranprix, fodbold og Shu-bi-dua er latterligt, og jeg ved at min mands og datters autentiske glæde ved musikken, ved fodbold, melodigranprix og andre fællesskabsarrangementer skaber minder, der med tiden overskriver min barndoms traumespor.

Traumer er alvorlige og kan ubehandlet eller ubearbejdet forårsage forskellige vanskeligheder i opvæksten og livet igennem. Traumer kan bl.a. forårsage PTSD eller kompleks PTSD. Det kan du læse mere om her.

Jeg har livet igennem arbejdet med mine traumer og min tilgang til dem er væsentligt forbedret i forhold til dengang i 92´ hvor jeg stod på Rådhuspladsen og skreg af mine lungers fulde kraft, at jeg f..king hadede fodbold, mens det danske landshold spillede sig til en EM-sejr. Igennem målrettet studier og adskillige års egenterapi og selvomsorg har jeg efterhånden godt tag på mine traumer og er bevidst om, hvad der trigger, når det trigger.

Oplever du, at der er noget der trigger eller at du har en adfærd der af og til undrer dig, er det måske en god ide at få sat lidt fokus på det. Normen er, at oplever vi ubehag, taler vi os væk fra det. Vi undviger, vi tager os sammen og vi husker at tænke positivt. Det forsvinder ubehaget ikke af. Greenberg siger; at man kun kan komme over smerten ved at gå igennem den.

Afhængig af dine symptomer er der forskellige handlingsmuligheder. Det er under alle omstændigheder væsentligt, at du ikke oplever at blive re-traumatiseret. For mit vedkommende har det været essentielt af få talt om nogle af mine oplevelser, få sat perspektiv på, at blive valideret og få at vide, at det ikke var mig, den var gal med. Men vigtigst for mig har dog været at få lov til at tale mig igennem smerten og uretfærdigheden og ikke blot om smerten. At få lov til at sanse og mærke smerten og forme et sprog om smerten og udtrykke den i ord, der giver mening.

Har overstående inspireret dig, er du er velkommen til at dele både faglige og personlige erfaringer om emnet neden for. Husk blot på ikke at dele mere end du ville til en stor social sammenkomst.

Du er også altid velkommen til at kontakte mig på 22 84 42 14.

Namaste

Andre indlæg

Bekymringer – og vejen ud af dem

Af Jonas Bachmann - Body all Mind-kropsterapeut Jeg bekymrer mig. Det fylder irriterende meget. Når jeg en gang imellem hæver blikket er det...

Besvær

Mens jeg tåspidsvandrede igennem Vesterbro imellem spytklatter og hundelorte, der ikke er så forenelige med mine nyindkøbte kassebukser med slæb,...

Trivsel efter Traume

Ved du at du i opvæksten eller i et tidligere venskabs- eller parforhold e.l. har været udsat for traumebegivenheder, der har sat sig som små...

Et kærligt puf i ryggen

At vælge at starte i et terapeutisk forløb, kan være en svær beslutning. Det kræver stort mod og overvejelserne kan være lange og tvivlen sikkert...

What happend to you?

Bruce D. Perry har i samarbejde med Oprah Winfrey udgivet en samtalebog under titlen: What happend to you? Titlens spørgsmål fremstår som en vigtig...

En lille fortælling om selvkritik

Alfred og Skygge https://www.youtube.com/watch?v=VP7R_WIm6-M Selvkritikerens funktion Jeg har det meste af mit liv haft mere end almindelige...

Tid

Hvem er det, der venter på fucking no one? Tiden! Tiden venter ikke på nogen, hverken ung eller gammel. Uanset hvordan det går os i livet, går tiden...

Følelser

Vil du se en fin lille film om følelser, og hvad pokker du skal bruge dem til? - så klik her. Namaste

Metoo

Metoo er langt mere og andet end de seksuelle krænkelser, der i et bizart stafetløb med Covid-19, hvor Covid-19 (og mink) har taget føringen i div....